onsdag den 24. oktober 2012

ØNSKEBIBLIOTEKET ER BLEVET 1 ÅR - HURRA!

I uge 43 sidste år åbnede vores alle sammen kære Ønskebibliotek. Det blev en festlig åbningsuge med rød løber, flag, balloner og skønne, varme popcorn til alle husets brugere hele ugen. Og det væltede mildest talt ind med ønsker! 

Ønskestrømmen har lagt sig en lille smule hen ad vejen, men vi får stadig rigtig, rigtig mange af slagsen og gør hele tiden alt, hvad vi kan, for at så mange som muligt af dem skal gå i opfyldelse...

Det største ønske blandt dem alle har uden tvivl været en kaffe- og kakao-automat, og med hjælp fra firmaet Frisk-Matic samt advokat Marianne Linaa Steiness, lykkedes det os endelig i maj 2012 at indvie et sådan vidunder!

Men nu er der gået et år, og det skal fejres! Samtidig med fødselsdagen er det "Fairtrade-uge" i København, og derfor valgte vi, meget oplagt, at slå de to ting sammen. Vi serverer derfor gratis kaffe - og lidt sødt - til alle jer brugere hele ugen til og med på søndag. 

Kom forbi, drik en kop kaffe med os og giv dine ønsker for fremtiden. Vi har rullet den røde løber ud...!


/ Stine - og resten af personalet i Ønskebiblioteket














tirsdag den 16. oktober 2012

GODE OPSKRIFTER FRA PLANTEKLUBBEN


Planteklubben var i søndags d. 14. oktober på tur til Amager Fælled med naturformidler Julie Dufour Wiese. Her hørte vi om kongehusets gamle jagtområde, fælledens rige dyreliv samt spiselige planter og om, hvordan disse kan tilberedes. 

'Planteklubben på Amager' hører hjemme her på Bibliotekshuset og beskæftiger sig med alt fra vindueskarmens, køkkenhavens, naturens og staudebedets planter. 

Kontakt Pernille for mere information: pescha@kff.kk.dk eller ring til biblioteket på tlf.: 8232 1600

Klubben er støttet af Miljøpunkt Amager & Amager Øst Lokaludvalg


Her kommer fem opskrifter på bær, frugt og urter på Amager Fælled:


















Havtorn- og æblemarmelade

 Havtornsaft:                                                            1 dl havtornsaft
150 g havtorn bær                                                  3 æbler
75 g økologisk rørsukker                                      1/2 økologisk vaniljestang

Tag en kurv og grensaks med på tur i september/oktober måned og klip små grene med havtorn bær. Bærrene smatter nemt, så et godt fif er, at lægge grenene i fryseren, så kan bærrene nemt nulres af. Skyl og kog bærrene ved svag varme med rørsukker i 10 minutter. Pres bærmosen gennem en si. Mængden giver ca. 1 dl saft.

Skær æblerne i små tern uden kernehus og kog dem i havtornsaften med vaniljestangen i ca. 15 minutter, til æblerne bliver bløde. Fjern vaniljestangen og afkøl marmeladen, inden den hældes på skoldede glas.















Øko-boller med skvalderkål

12-14 stk.
4 håndfulde skvalderkål
1 dl græskarkerner
5 dl lunken vand
25 g økologisk gær
1 stk. salt
2 spsk økologisk rapsolie
500 g økologisk hvedemel
1 dl økologisk majsmel
Lidt majsmel til bagepapiret

Pluk frisk skvalderkål og skyld den først i koldt vand, skold den, og skyl igen med koldt vand og hak den fint. Rist græskarkernerne på en tør pande og hak dem groft. Kom vand, gær, salt og olie i en stor skål. Tilsæt skvalderkål og græskarkerner og derefter mel og majsmel lidt ad gangen.  Ælt til en blød dej, der slipper bordpladen eller skålen – den må gerne være lidt fugtig. Brug etv. en røremaskine og ælt i 5 minutter. Sæt dejen et lunt sted med et fugtigt viskestykke over og lad den hæve til dobbelt størrelse. Tænd og sæt din ovn på 200 grader. Drys majsmel på bagepapir, form bollerne og sæt dem til at efterhæve i 30 min med fugtigt viskestykke over. Pensl bollerne med vand og bag dem i ca. 20 min.
















Urtesalt

Urtesalt med brændenælder er fyldt med vitaminer og mineraler og kan laves både af friske og tørrede brændenælder.
1 håndfuld friske buketter af brændenælder
1 kg økologisk havsalt

Pluk brændenælderne (med en handske) og skyld dem grundigt. Findel brændenælderne til en mos i din foodprocessor. Tilsæt havsaltet og rør godt rundt. Spred urtesaltet ud på et viskestykke og tør det et par dage. Du kan også tørre brændenælderne først, smuldre dem gennem en sigte og tilsætte saltet.


















Røllikesmør

¼ dl økologisk piskefløde
Ca. ½ tsk groft salt
Friske røllikeblade
Et glas med tætsluttende låg
En lille fast og rund genstand fx en hasselnød
En nem feltopskrift for hele familien som er perfekt til snobrød. Pluk en lille portion røllikeblade og hak/klip dem til fint drys. Hæld piskefløden i glasset – højst 2/3 del af glasset - og kom nødden i. Skru låget på og røst indholdet indtil det går fra flødeskum til smør. Hæld vallen fra og gem den eventuelt til brødbagning. Bland rølliken i smørret og smag til med salt.

Røllikedram

1 lille buket røllike som giver en håndfuld blomsterhoveder
Vodka

Pluk en håndfuld nyudsprungne blomster (de mest honningrige). Lad blomsterne tørre et par dage. Læg blomsterne i et syltetøjsglas eller flaske og dæk med vodka i 3-5 dage, hvorefter den filtreres. Drammen fortyndes med vodka og bør lagre i nogle måneder, så den bliver rundere i smagen. Røllikedram kan lagres i flere år.

søndag den 14. oktober 2012

DULLEDAG!!!

I tirsdags, d. 9. oktober, holdt vi en lille hyggelig 'Dulledag' her på biblioteket for en masse seje tøzer og deres lige så cool veninder!

Arrangementet var delt i to; pimpeværksted med kunstneren Janni Andersen nede i underetagen, hvor man kunne medbringe sine egne ting og få dem dekoreret om til noget nyt, top-smart gejl - og neglebar i overetagen med de gode gamle kendinge Sacha & Amalie. 


Hermed lidt stemningsbilleder fra eftermiddagen!


/ Stine










torsdag den 4. oktober 2012

TAK FOR ALLE ØNSKERNE - OKTOBER STATUS!


Det her gør vi/kan vi nu:

Vi har købt ekstra ind af bøgerne om Krigerkattene

Vi har købt rørepinde til den varme kaffe og kakao

Vi har bestilt ustyrlige mængder spil til Wii, PS3 og X-box – hold øje i spilafdelingen!
Vi har lavet en lille udstilling med bøger om graffiti
Vi har bestilt supermange eksemplarer hjem af ’Kære Dumme Dagbog’

Vi har startet en ny læseklub for voksne – torsdage kl. 16 – læs mere på hjemmesiden!

Vi har sat glade klistermærker frem til fri afbenyttelse i skranken – og nede ved børne-PC’en

Vi er begyndt at tænde børne-PC’en som en fast del af morgenrutinen

Vi får besøg af brodøsen Bettina Andersen onsdag d. 21. november kl. 19.00

Vi har undersøgt om Jordbær Marie findes som teater. Det gør hun desværre ikke, men hold øje med Amager Børneteaterfestival d. 14. til 21. oktober…

Vi har fået en enkelt bog på Bengali. Den hedder ”Prince Cinders” og er en billedbog til børn


Det her arbejder vi med:

Vi bliver snart til et ”nøglebibliotek”. Så kan I låne/aflevere uden for ”normal” åbningstid
Vi er stadig i gang med at prøve at skaffe en bænk til at sætte op uden for biblioteket

Det her kan vi ikke:

Vi kan desværre ikke nedsætte prisen på kaffe og kakao. Den længe ventede og højt ønskede automat er leveret af firmaet ’Frisk-Matic’, der selv sætter priserne. Personligt synes vi nu, at 6. kroner pr. kop er en ganske udmærket pris ;-)



Mange hilsner, Personalet i dit ønskebibliotek