Hen over nytåret har jeg været på en smuttur til Sveriges hovedstad. Ikke med den mission at se omtalte bibliotek, men når nu man var der, skulle man jo være noget af et skarn, hvis ikke man lige stak hovedet forbi...
Så det gjorde jeg!
Super, super fedt sted! Men godt nok også meget anderledes...
Biblioteket ligger på det meget centrale "Sergels Torg" og befinder sig inde i et kulturhus i ganske mange etager - med flot udsigt over byens liv og røre.
Faldt især over disse cool, julekugle-agtige stole, som var hængt op langs med vinduerne på den ene etage.
Bonusinfo: I de 5 stole sad i alt 5 mænd i alderen teenager til ca. 40 år.
4 af dem med hver sit håndholdte medie alias iPad/iPhone og 1 med old school-læsestof alias bog...
Videre til en afdeling ved navn "Tio Tretton", som kun var for de 10-13-årige (deraf navnet!), hvilket altså viste sig at skulle tages MEGET bogstaveligt...
Jeg fik ganske enkelt ikke lov til at komme indenfor!!!
Nåede kun til grænsen, som vist på billedet... Prøvede at tage ét eneste skridt ind over denne og blev straks stoppet af medarbejder, der kom farende og fik forklaret mig, at jeg altså ikke lignede en på hverken 10, 11, 12 eller 13 år (skal man egentlig være glad for dét?!), hvorfor jeg ganske enkelt ikke var velkommen!!! Prøvede at forklare og forsvare mig med, at jeg altså var en bibliotekar fra Danmark, der virkelig gerne ville se dette spændende afsnit af biblioteket, men ingen kære mor dér...! Han sagde bare, at han godt vidste, det måtte føles temmelig "orättvist", men sådan var reglerne altså nu engang.
Nå, videre til småbørnsbiblioteket... Hvor jeg igen blev bremset af medarbejder, der gerne lige ville informere om, at dagens kø (!) ind til biblioteket altså var på en halv time, og at jeg kunne trække et nummer og vente. Denne gang hjalp det dog med historie om job og andet skandinavisk modersmål, og jeg fik lov at gå indenfor på en snabb runde.
Men det skulle ikke vare længe, før jeg igen blev bremset af endnu en medarbejder, der høfligt bad mig om at gå tilbage til indgangen og efterlade både jakke og sko, for her skulle man altså føle sig som om, man var hjemme!
----------
Alt i alt må man sige, at besøget på biblo i Sveriges hovedstad var en anderledes, men virkelig fed og max inspirerende oplevelse!
Synes de har fat i den rigtige ende ift. at indrette sig lige efter brugernes behov. Og eftersom jeg hverken er tweenie eller har små børn, vil jeg næste gang nøjes med at færdes i de områder, hvor der i stedet er taget helt særlige hensyn til sådan én som mig... F.eks. kunne jeg jo slå mig ned i en af de runde, gennemsigtige stole med den flotte udsigt til torvet - og nyde en svensk krimi (på svensk!), eller måske en håndholdt latte i stedet for den Apple-genstand, jeg bare slet ikke ejer :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar