mandag den 26. september 2011

VINGEDE VÆSNER & NARKOHUNDE

Der var bare fuld knald på i sidste uge (også kaldet uge 38). Denne uge var nemlig døbt til "Kæledyrsuge" (jf. børnebiblioteks-hjemmesiden Palles Gavebod) og samtidig holdt vi et arrangement som optakt til "Dansk Naturvidenskabsfestival-ugen" (i år med temaet LUFT), som løber af stablen her i uge 39. 


Mandag formiddag mødte en veloplagt Annika Øyrabø op sammen med 0. klasse fra Sundbyøster skole. Under Annikas kyndige vejledning blev der lavet fantasifulde Vingede Væsener. Figurerne blev meget forskellige – alle mulige former og farver, så de er spændende at kigge på. Når uge 39 er slut får børnene deres egen figur med hjem. Mange har allerede været forbi for at vise mor og/eller far deres flotte figur. Et sjovt og inspirerende værksted, hvor der blev arbejdet koncentreret i 3 timer! ”Væsenerne” bliver udstillet på biblioteket de næste 14 dage. 
Arrangementet var støttet af Nordeafondens Naturvidenskabelige pulje. Vi siger mange tak for støtten! 





------
Tirsdag fik vi så besøg af de to narkohunde, Kaika & Bogie, og deres hundeførere, der til daglig arbejder for Told & Skat i Kastrup Lufthavn. 
Arrangementet var en stor succes! Det væltede ind ad døren med glade børn i 9-12 års alderen og deres pædagoger. Enkelte "løse" børn var også med. Vi lærte en masse om hundenes opvækst og arbejde, og fik endda lov til at se dem finde noget rigtig "stof-agtigt", som den ene hundefører havde gemt nede bagerst i biblioteket. 


Kæledyrs-temaet fortsætter på Palles Gavebod helt frem til slutningen af oktober. Du kan læse meget mere om de kære dyr liiiige her: http://www.pallesgavebod.dk/tema/skind-og-ben/





Ingen kommentarer:

Send en kommentar