søndag den 25. november 2012

SÅDAN GÅR DET NÅR MAN STILLER TUSSER TIL RÅDIGHED... KAN ANBEFALES!!!


Se lige en sød tegning, jeg fik foræret af to piger på den mest grå og regnvåde arbejds-søndag længe. 

I samme forbindelse ville de gerne høre, om jeg ikke havde nogle "pige-tegninger" i stedet for de Star Wars-tegneskabeloner, jeg har lagt frem til børnene i anledning af rumtemaet på Palles Gavebod

Printede fluks to stk. Barbie-tegneskabeloner, som jeg fandt via en lynsøgning i Google-billeder... Deres begejstring over dette "trick" fra min side lyste kun min dag endnu mere op!



/ Stine





onsdag den 21. november 2012

SPÆNDENDE RUNDVISNING PÅ NORDISK FILM


Jeg lovede jo for noget tid tilbage at fortælle jer lidt om den rundvisning, jeg deltog i på Nordisk Film i forbindelse med DABUF's jubilæum for nogle weekender siden:

Klokken 12 samledes folk ude foran den store jernlåge ind til filmstudierne, og efter at have fået et mindre chok over det eksplosionsbrag, der lød klokken præcis 12.02, da Valbys gamle gastårn sprang i luften, blev vi hentet af guiden Peter og fulgt indenfor i samlet trop.

Første punkt på programmet var en fremvisning af filmen "Løvejagten" fra 1907, der - trods de kun ca. 7 minutters varighed - blev en verdenssucces og faktisk er den danske film, der har haft den største indtjening nogensinde målt i procent.

Dernæst blev vi taget med over til "Scene 2", som er verdens ældste stadig eksisterende scene. Den blev bygget tilbage i 1910 med glasvinduer hele vejen rundt for på optimal vis at kunne udnytte dagslyset udefra.

Herefter gik turen en trappe ned, hvor vi blev vist klip og så diverse kostumer og rekvisitter fra kendte danske film og tv-serier gennem tiden. Størst fokus var her naturligvis på Olsen Banden og Matador. 

Så gik turen videre til en velbevaret garderobe, der indtil 1917 tilhørte den berømte stumfilm-skuespiller Valdemar Psilander, der måske/måske ikke begik selvmord - mens andre er af den tro, at han rent faktisk blev myrdet...

Til slut var vi så et smut forbi "Scene 3 & 4", hvor der stadig den dag i dag bliver optaget et af hav af forskellige tv-shows - bl.a. "Natholdet" og "Live fra Bremen". 

Jeg kan varmt anbefale at deltage i en lignende rundvisning derude! Dygtige guider, god stemning - alt i alt en rigtig fin måde at spendere en søndag formiddag på...

Læs mere om Nordisk Films rundvisning her!



/ Stine

















fredag den 9. november 2012

VINDEREN AF ÅRETS DEBUTANTPRIS ER FUNDET!



I forbindelse med den officielle åbning af årets Bogforum i Bella Center, blev det her til formiddag afsløret, at vinderen af dette års Debutantpris er romanen 'Den stjålne vej' af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Tillykke!!! 


Det er helt og aldeles velfortjent... 

Undertegnede har selv siddet med i den jury, der skulle udpege vinderen, og alle i gruppen var meget enige om udfaldet!  

Personligt har jeg aldrig rigtig gidet læse bøger, hvor handlingen foregik i de Mellemøstlige lande, men forfatteren har virkelig fået åbnet min horisont på det punkt (og på en hel del flere!)

Romanen er utrolig velskrevet, lærerig, menneskelig og - på trods af en egentlig ret så gruopvækkende historie - flere steder også meget humoristisk. 

Læs mere om vinderen og om selve prisuddelingen på Politikens hjemmeside.  

Efter prisuddelingen gik jeg lidt rundt og lurede på de mange forlagsstande og kom som vanligt til at købe lidt for mange (tunge) bøger... Sheisse, hvor har de mange gode tilbud derude - ikke mindst, hvis man planlægger at kigge forbi søndag sidst på dagen, hvilket jeg desværre ikke selv får tid til i år. 

Kl. 12.30 var der samtale med en anden debutant på Lindhardt & Ringhofs stand; skuespilleren Johannes Lilleøre, der for få måneder siden udgav romanen 'Nowhere', som jeg personligt er ret begejstret for og allerede har læst hele to gange. Reserver bogen hos Københavns Biblioteker! - og se så i øvrigt at komme af sted til den messe, hvis ikke du allerede har været der... 

De nye omgivelser har klart hjulpet på pladsen. Og så er der langt flere - og virkelig meget pænere - toiletter end i Forum :-)


/ Stine



Motivationstalen


Vinderbogen 


Den glade vinder 


Præmien...


  
 Johannes Lilleøre


Udstilling med de gale norske strik-mestre


 Forever John (og Rasmus Klump???)



søndag den 4. november 2012

BUT I LOVE YOU JOHN IRVING!!!


Kære læsere af Ønskebibliotekets Blogger-blog, 

Jeg har lige gennemlevet tre superspændende dage, som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med jer. Men for ikke at sende det hele af sted på én gang, har jeg valgt at dele det lidt op. Punkt 1 og 2 vil jeg derfor uddybe nærmere inden for en uges tid eller to!

1.


I fredags mødtes jeg med de øvrige medlemmer af den jury, der tilsammen har æren af at bestemme, hvilken glad dansker, der bedst fortjener at vinde dette års litterære Debutantpris. Vinderen er fundet, men jeg afslører naturligvis ingenting, før navnet er offentliggjort på bogmessen i Bella Center nu på fredag d. 9. november. Prisen uddeles lige efter åbningen, så kom og vær med når dørene åbnes kl. 10.30!

I kan i øvrigt se "shortlisten" her: www.bogforum.dk 

2.

I dag søndag var jeg til rundvisning på Nordisk Film; arrangeret af DABUF, som vi samarbejder med omkring bibliotekets filmklub for de 8-11-årige. Arrangementet var et tilbud til medlemmer i forbindelse med foreningens 60 års jubilæum.

3.

I går lørdag var jeg til et helt fantastisk forfatterarrangement med selveste "The King of Novels" som jeg ynder at kalder ham i mit stille sind.

Det foregik på Kulturværftet i Helsingør, hvor John Irving blev interviewet af Politikens Henrik Palle på husets store scene. Samtalen varede i næsten to timer, på trods af at man først fik at vide, det nok ville afgrænse sig til ca. fem kvarter. Ingen klager skulle lyde fra mig på det punkt!

Selv om jeg tog et hav af notater undervejs, vil jeg ikke kede jer med at gennemgå dem alle, men i stedet vise udvalgte billeder og citere et par af de fede fraser, han fik liret af undervejs i konversationen. 

Irving fremstod interviewet igennem som en både åben, ærlig og lige-ud-af-posen person; ikke mindst, da samtalen pludselig drejede sig ind på en anden, ret så kendt amerikansk forfatter, og Irving, i et lettere højrøstet tonefald, udbrød: "I HATE ERNEST HEMINGWAY!"

Det er bare i orden - skal bestemt ikke skille os ad - og gav mig i øvrigt en øjeblikkelig megatrang til at råbe: "BUT I LOVE YOU JOHN IRVING!!!"...




"Everytime you move, you lose stuff."


"He didn't have a philosophy of writing. He had a philosophy of women and drinking." 
(Om Hemingway)


"I write comic novels about tragic things."


"The architecture is there before I write the first line."



/ Stine