mandag den 26. marts 2012

Dagene bliver længere, solen bliver varmere, biblioteket opfylder ønsker - kan man så forlange mere?

Tak for ønskerne - de strømmer stadig ind!!!

Det her gør vi/kan vi nu:

Vi har bestilt ekstra bøger hjem om mode. Se desuden www.pallesgavebod.dk i marts-april!

Vi har lavet en lille udstilling med hundebøger og ”Piger på sporet”-bøger

Vi har i alt fire foredrag i biblioteket i løbet af foråret. Læs mere på bloggen her!

Vi har startet en fagbogslæseklub. Læs mere om denne på vores egen hjemmeside!

En af vores brugere havde et ønske om at få en vejledning i el-installationer. Hun fik en kopi af os

Vi har fået sat sættekassen med de små bøger (kunstværket) tilbage på væggen i dagligstuen

Den kendte fotograf Viggo Rivad besøgte fagbogslæseklubben d. 21. marts. Et ønske fra dem!

Der har været mange ønsker om fodbold-stof. Vi har købt ekstra ind af bøgerne om Zlatan og Messi!

Hvis man er ca. 9-12 år og særligt glad for the, småkager og bøger, kunne man jo overveje vores fantastiske ’Læseklub for børn & unge’… Tjek tidspunktet for det næste møde på vores hjemmeside!

Alle vores nyindkøbte Flunker-bøger (og der er pænt mange!!!) samt alle de øvrige nye bøger, vi har indkøbt ud fra jeres mange ønsker, er nu plastret færdig og sat ud til låns i biblioteket…

Vi har bestilt ekstra hjem af gåde og vitse-bøger! Tjek dem ud i den gennemsigtige kasse i hobby-afd.

Det her arbejder vi med:

Vi har skrevet en artikel til Amagerbladet, hvor vi opfordrer Amagerkanerne til at sponsorere installationen af en kaffe/kakao-maskine til os! Det virkede! Vi vender snarest tilbage med mere info...

Det her kan vi ikke:

Vi har desværre ikke mulighed for at arrangere it-undervisning lige nu. Til gengæld henviser vi til kurserne på Sundby Bibliotek/Læringscentret i Kvarterhuset. Snup brochuren oppe i skranken eller spørg en af os! Vi kan desværre heller ikke på nuværende tidspunkt starte en Nobel-læseklub, men det er ikke umuligt, at der vil blive læst Nobel-vindende forfattere i en til flere af de allerede eksisterende klubber.

Mange hilsner,
Personalet i dit ønskebibliotek


onsdag den 21. marts 2012

NEGLEBAR IGEN - SIDSTE TORSDAG...

I sidste uge havde vi endnu engang besøg af negle-pigerne Sacha & Amalie, der lagde neglelak i friske farver (sponsoreret af sminkeformaet e.l.f.), og alverdens supercool mønstre efter folks eget ønske. Vi gætter på at der var omkring 20-25 personer, der vovede sig ind i hørmen og fik pyntet fingerspidserne. Selv måtte jeg vente længe, før der blev plads i stolen, men jeg havde en mission, jeg simpelthen var nødt til at gennemføre;


Nemlig at få skrevet "Ønskebiblioteket" på mine negle. 


Den hurtige - og/eller kloge - og/eller opmærksomme - læser har nok allerede nået at tænke, at jeg skulle været udstyret med i alt 16 negle, hvis dette mål skulle kunne opfyldes. Men så kan man jo altid ty til forkortelser...




Her kommer lidt stemningsbilleder fra resten af arrangementet!









/ Stine

onsdag den 14. marts 2012

PORTRÆT AF EN BRUGER (1)

Navn: Ann Terkelsen


Alder: 72 år


Beskæftigelse: Pensionist


Bruger af Bibliotekshuset ca. antal år: Fra det åbnede på Rodosvej


---------


"Jeg har altid læst en del, men efter at jeg blev pensionist er det blevet til rigtig meget. Jeg startede I Pernilles læseklub - og det er jeg stadig meget begejstret for. Jeg får læst bøger, jeg nok ikke selv havde valgt, det har givet mig en stor glæde, også dejligt at diskutere bøgerne med andre - det giver rigtig meget. Jeg holder meget af krimier og er derfor også med i krimiklubben, meget hyggeligt! Så er jeg med i strikkeklubben, fagbogsklubben og planteklubben.

Til Ønskebiblioteket har jeg ønsket bøger på svensk og været så heldig, at jeg fik lov til at købe 4-5 bøger på svensk.

Jeg holder meget af at komme i Bibliotekshuset. Det er et hyggeligt sted med meget søde og hjælpsomme medarbejdere."






torsdag den 8. marts 2012

FIRE FOREDRAG I BIBLIOTEKSHUSET TIL FORÅRET !


I forbindelse med Ønskebiblioteket har et antal brugere ønsket sig ”flere foredrag”, og det vil vi nu opfylde i form af fire spændende arrangementer i løbet af foråret:

(Bemærk at det ene foredrag allerede har været afholdt!)



Tirsdag d. 6. marts 2012 kl. 19-20.30
får vi besøg af sygeplejerske og lifecoach Jane Langbo.
Jane vil, meget apropos det her med ”at ønske”, fortælle om, hvordan man kan opnå de ting i livet, man ønsker sig – i stedet for bare at lade fortiden skygge for fremtiden. Med udgangspunkt i sin egen livshistorie, fortæller Jane om, hvad Gud og Pippi Langstrømpe har betydet for hendes liv.

Foredraget er gratis. Tilmelding på tlf.: 8232 1600

---------------------------------------------------------------------------------
Torsdag d. 22. marts kl. 19-21 gæster den kendte danske forfatter Jonas T. Bengtsson Rodosvej 4! Han debuterede i 2005 med ”Aminas breve” men er nok mest kendt for den super velskrevne, men ret så barske fortælling ”Submarino”, der udkom i 2007 og blev filmatiseret i 2010. Nu er han aktuel med bogen ”Et eventyr”, og det er denne, det ca. to timer lange foredrag hos os skal handle om.

Foredraget er gratis. Tilmelding på tlf.: 8232 1600
--------------------------------------------------------------------------------

Onsdag d. 28. marts kl. 17-19 skal det handle om hypnose. Hvad er hypnose, og hvad kan det bruges til? Er der en sammenhæng mellem vores tanker og liv? Alt dette, og meget mere, vil foredragsholder Charlotte Bang fortælle om. I løbet af de ca. to timer, foredraget varer, vil hun ligeledes guide os igennem en visualiseringsøvelse, som er styrkende for selvværdet, så alle tilhørere forhåbentlig kan gå herfra med en rigtig ægte ”feel-good-følelse”!

Foredraget er gratis.
 Tilmelding på tlf.: 8232 1600
---------------------------------------------------------------------------------
Tirsdag d. 17. april kl. 19-21 holder læge Charlotte Bech et spændende foredrag med titlen ”Hormoner i balance” for kvinder i alderen 35-60 år (og alle andre, der ellers måtte have lyst!). Hun forener her vestlig moderne lægevidenskab med østens årtusindegamle sundhedssystem ”ayurveda”. Hun øser ud af den gamle viden, som giver redskaber til, hvordan man bedst plejer sit ydre ved at styrke kroppens celler, væv og organsystemer gennem naturlige metoder - og sit indre gennem erkendelse, indsigt og meditation.

Foredraget koster 50 kr., som betales i døren.
Tilmelding på tlf.: 8232 1600

---------------------------------------------------------------------------------





                 Forfatter Jonas T. Bengtsson. Foto: Robin Skjoldborg


/ Stine

mandag den 5. marts 2012

Fem Fraser Fra Fantastisk Fritidslæsning

...i dette tilfælde: Bogen om Ulla (efternavnet ikke nødvendigt at nævne, der findes kun én Ulla i mit univers!)

-----------

Man skal passe på i familier. Man kan komme til at sige ting, som man fortryder resten af sit liv, og det tror jeg, mine forældre har vidst.

- Jeg holdt fest i mit hjem, mens mine forældre var væk, og der foregik alt muligt med sprut og forskellige seksuelle aktiviteter i hjørnerne, hvis da overhovedet i hjørnerne.

- Man skal undlade at kigge i folks dagbøger, ikke så meget for deres skyld, men for sin egen. Man ved ikke, hvad man kommer til at læse.

- Men det gør ikke noget, at man et par gange i sit liv oplever at have tømmermænd af den ene, anden og tredje slags. Der kommer ikke noget godt ud af at stræbe efter et postulat om det perfekte liv.

- Hellere et par ridser på rejsen end en retræte.  

-------------

Nysgerrig? Bestil bogen her!



/ Stine